tirsdag den 13. juni 2017

Derfor burde du holde dig fra filmanmeldelser

Anmelderne må have det let. De får penge for at sige deres mening om specifikke ting. En anmelder kan hade en film som dine venner elsker og folk på nettet har det middelmådigt med. Det kan godt være at de ved noget. Måske ved de endda mere end dig. Men det gør dem ikke bedre til at bedømme om DU ville kunne lide et historisk drama om en undertrygt slavenegerkvinde frem for en ”hjernedød” action-komedie med en 80’erfilmsveteran der for længst skulle have været gået på pension.

Det virker som om at den sidste der skulle have noget sagt, er instruktøren selv. Ville det være så forfærdeligt at få dem der har lavet filmen til selv at anmelde den i ugeavisen? Måske lave anmeldelsen om til et resume skrevet af nogen der faktisk har haft noget med filmen at gøre. Jeg ville da langt hellere høre om filmen fra filmskaberne end fra en pessimistisk person der slet ikke har haft stoffet ind under neglene.


Hvis man forestiller sig at instruktørens film er hans/hendes hjertebarn, så ville det da også virke mystisk hvis en fremmed børnekritiker ville have dig til at læse hans/hendes mening inden du mødte det. Lidt mindre mærkeligt hvis dine venner fortalte deres mening og ret ligegyldigt hvis du så en statistik om barnet på nettet.

Dette barn får seks ud af ti stjerner.



tirsdag den 20. december 2016

Pokemon (not so) GO 2.0

Fremtiden er her. Vi har fået virtual reality, kunstig intelligens og nu har de sgu også fundet ud af at klone. Ikke bare klone dyr, men også ”klone” helt nye væsner. Jeg husker det tydeligt. Firmaet Niantic skulle lancere deres nye generation af Pokemoner. Selvom det snart er fem år siden, er det stadig den Youtube video med flest Views. Hverken Justin Bieber, Lady Gaga eller Psy med hans Gangnam Style har nået den til sokkeholderne.
      Videoen er lang, den handler bare om en japaner der står foran en masse mennesker og snakker og bygger op og bygger op. Det er de sidste tredive sekunder af videoen der er interessant. Han viser en Pokeball. Og så spørger han om vi ikke er trætte af at glo ned i vores mobiltelefoner hver gang vi er ude og fange dem. En underlig fire sekunders tavshed opstår og så kaster han bolden ned foran sine fødder. Den åbner sig og ud kommer en spillevende Pikachu. Folk skriger, jubler og musik bliver spillet som om at Niantic lige har reddet verdenen.
      Men havde de nu også det? … De kurerede ikke kræft, de udryddede ikke Malaria, de fik ikke verdens ledere til at slutte fred. De opfandt muterede dyr, vi kunne fange, fodre og træne til at slås.
      Jeg sidder i et tog, på vej ud til en mand i Køge. Han er en af de første Pokemonjægere i Danmark. Som så mange andre har han ikke råd til Niantics Pokeballs – derfor bruger han et oversavet jagtgevær, når han ”fanger” disse gespenster.
      Måske var det ikke lige Niantic havde regnet med, da de satte millioner af deres kreaturer løs i naturen, som vi bare kunne gøre med hvad vi ville. Jeg forholdt mig ikke så meget til det, før jeg en dag sad og kiggede efter noget spændende at streame. Der faldt jeg over titlen ”Nak og Æd – en Jigglypuff i Skive” … se, jeg vidste godt at folk skød Pokemons. Men… æde dem?
      Efter det makabre program, gik der ikke mange dage, før jeg læste en artikel om en lille dreng der havde fået en Pokemon i julegave og senere på aftenen fandt sin far ude i laden i gang med at synderkneppe den. Det der skulle have været et hvert barns drøm, er nu blevet til et realitetsmareridt. Far må ikke længere hygge sig med hunden, men han må gerne jizze i en Jynx.
      Havde vi regnet med at det ville gå anderledes? Deres originale plan var vel af vi skulle gøre ligesom de gjorde i tegnefilmene; at få dem til at tæve hinanden – hvilket i sig selv også var makabert nok. Men i stedet dræber, æder og knepper vi dem.
      Imens jeg sidder i toget og grubler, begynder min mobil at ringe. Det er min chef. Jeg tager den og han virker ret kort for hovedet da han fortæller mig at jeg godt kan tage hjem igen. Manden jeg skulle ud og snakke med er død af indre kvæstelser efter at være blevet voldtaget af en Onix.


onsdag den 14. december 2016

Anmeldere burde droppe stjerner ...

Anmeldere burde ikke have lov at uddele karakterer. Det gælder alle anmeldere. De må gerne ytre deres mening om en film, en plade, restaurant, litteratur, etc., men de må under ingen omstændigheder begynde at lege vurderingsninja og kaste med stjerner. I ”Til Middag Hos …” så jeg en kendis give en anden kendis en lav karakter fordi han ikke kunne lide fisk og der blev serveret fisk for dem. Hende der havde serveret fisk havde fået høje karakterer af de andre, da der faktisk ikke var noget ved fisken at klage over. Den var ekstraordinær god og det overraskede de andre at hun kunne lave mad. Endda god mad. Hun endte alligevel med at tabe fordi der sad en kræsen ”anmelder” og lod sin 10-tals-skala gå ud over hans personlige misfornøjelse over for fisk, som han faktisk ikke engang ville smage.
      En karakter er vel vigtig nok, hvis det er 100 eller 100.000 mennesker der giver en karakter til en serie eller en hypet biograffilm. Så kan man lige danne sig et overblik over hvor mange mennesker der kunne lide den og så stadig skide på stjernerne og tage ind for at danne sig sin egen mening.
      Det allerværste ved filmanmeldere, er når de putter en komedie ned i deres makuleringsmaskine. At ordet ”plat” trækker ned, forstår jeg simpelthen ikke. En komedie må fandeme gerne være plat. Komedier er slå-hjernen-fra-og-grin-hvis-der-er-noget-at-grine-af film. Jeg bliver sgu sur når anmeldere bliver sure over at de ikke har haft latterkramper eller forstået filmen.
      Alle har delte meninger, blandet humor, forskellige smagsløg og hver deres egen unikke opfattelse af verdenen. At ytre sin mening er vigtigt, men lad ikke en enkelt persons karakter påvirke dig på nogen som helst måde… medmindre det er censor til din eksamen. Der må du gerne lade dig påvirke lidt.


torsdag den 1. december 2016

1. December - Nissedilemma

Engang var der en nisse der hed Nisse. Selv i nissernes verden var det et åndssvagt navn. Det ville svare til at der engang var et menneske der hed Menneske. Man kan da ikke hedde Menneske og man kan da ikke hedde Nisse. Men Nisse var ligeglad, han hed Nisse og sådan var det.
      Til trods for at han hed Nisse, var en nisse og boede i nisseland, var der ikke særlig meget mere nisset over ham. Han gik i en sort læderjakke og havde klippet sine spidse ører af så han lignede en rigtig bad boynisse. Det skulle lige siges at der ikke voksede hår på nisser. At klippe sine ører af, ville i menneskenes verden svare til at blive kronraget.
      Han abstraherede sig også fra alt der havde med julen at gøre. Han ville hellere spille playstation eller spise millionbøf, end han ville hjælpe til med at pynte op i nisseland med de sædvanlige kedelige guirlander, det sædvanlige kedelige glaskugler og det sædvanligt kedelige juletræ der stod midt i det lille hjerte af den glade by.
      I dag var første december og det betød at det var den store dekorationsdag. Nisses vindue var lige ud til den store plads hvor alle de andre nisser var ved at hjælpes ad om at hejse den ædle gran der skulle blive til et flot juletræ.
      ”Ja, jaaaa.” sagde Nisse for sig selv. ”Al den besvær.”
      Han var i gang med bane fire i Crash Bandicoot og selvom han havde spillet det mindst firs gange mere end der nogensinde var blevet pyntet op til jul i nisseland (og det var langt over hundrede), så fandt han det alligevel mere spændende.
      ”Halløj Nisse!” sagde en uventet stemme.
      Det var Nisses dårligste ven. Han stod ved det halvt åbne vindue og kiggede ind på Nisse.
      ”Hvad bilder du dig ind? Du kan da ikke bare snakke til mig fra vinduet. Man skal da banke på og alt muligt hvis man vil snakke. Du er godt nok min dårligste ven.”
      ”Skal du ikke være med til at pynte op?” sagde Nisses dårligste ven.
      ”Nej det skal jeg bestemt ikke. Jeg skal spise millionbøf og nyde den imens i knokler med jeres åndssvage juleskuddermudder.”
      ”Kom nu Nisse, du hjælper aldrig.”
      ”Det er der nok en grund til, du, min dårligste ven, jeg hader julen. H-a-d-å, hader julen.”
      ”Vi har snakket om det i nisseministeriet. Hvis du ikke vil hjælpe, må du forlade nisseland.”
      ”Du er da i sandhed min dårligste ven.” sagde Nisse og kastede hans kontroller imod det halvt åbne vindue.
      ”Hjælper du så?” sagde Nisses dårligste ven helt begejstret.
      ”Nej.” sagde Nisse.
      ”Så må du jo forlade nisseland. Det var da ærgerligt.”
      Nisse kiggede angerfuldt og længe på hans dårligste ven.
      ”Jeg har nogle millionbøf rester i køleskabet, må jeg tage det med inden jeg går?” spurgte Nisse.
      ”Nej.” sagde hans dårligste ven.
     
Og så måtte Nisse forlade nisseland på tom mave. Hvor gik skulle han gå hen? Ville han nogensinde få millionernes bøffer at smage igen? Ville han nogensinde gennemføre Crash Bandicoot igen? Ville hans dårligste ven lide en frygtelig død af kræft i hjernen?
Det får vi forhåbentligt svaret på i morgen.
Glædelig første December.


onsdag den 19. oktober 2016

Hvordan man dealer med støjende naboer

Hvad folk gør der er sejt på film er ikke altid sejt i virkeligheden. Noget af det kan faktisk slet ikke lade sig gøre i virkeligheden. Chok, chok, chok.
       Min nye nabo er glad for musik. Det er helt i orden at være glad for musik, jeg er også glad for musik. Han er også glad for bas. Hey, god musik med god bas er bare thumbs up. Han er desværre bare lidt for glad for bas. Mit gulv runger imens jeg skriver dette.
      Jeg ved godt at passiv rygning kan være et problem, men aldrig havde jeg troet at jeg skulle blive generet af passiv musik.
      Det er på sådan en regnfuld onsdag at jeg gerne ville kunne gøre det de gør på film. Sparke døren ind og smadre hans anlæg med en hammer. Hvis han så går til angreb laver jeg en Bruce Lee og holder hans hals op imod væggen med min fod.
      ”Ingen bass om onsdagen, basse.”
      Det er sjovt at kalde ham basse, fordi jeg tror at han er tyk.
      Nu bliver det creepy, men jeg har aldrig mødt ham. Til gengæld har jeg fundet tre mulige mennesker, inde på facebook, der godt kunne være ham. Den ene er tyk og går med hættetrøje, den anden er en gammel ven som jeg ikke snakker med længere og den sidste har jeg ikke lyst til at lave en Bruce Lee på, da han ser ret voldelig ud.
      Jeg håber at det er den tykke.
      Så kan det være at han laver noget helt andet end at høre musik. Og det kan også være at han kan anbefale et godt pizzaria.


tirsdag den 23. august 2016

Hvis din underbo prøver at blive din ven

Hvis i havde brug for en gratis sauna, skulle i bare have trådt ind i min lejlighed på et hvert givent tidspunkt hen over sommeren. En lille, kompakt, taglejlighed i den gamle bydel, havde vist sig at være en dødshybel. Mine naboer havde ikke brokket sig, faktisk havde de slet ikke sagt noget og jeg var på grænsen til at mistænke dem for slet ikke at kunne sproget. Hvilket måske også kunne forklare deres trivsel i den omsluttende hedebølge.
Med sådan et inferno som det var, var jeg konstant på jagt efter en god grund til at forlade hjemmet og selvom grundende til sådan et projekt var i mangel, fandt jeg alligevel ud af at jeg var ved at løbe tør for fryseposer.
Et lidt ironisk materiale at være i mangel på, men ikke desto mindre en grund til at komme ud. Jeg tog min jakke under armen, selvom jeg ikke fik brug for den og slendrede ned ad den allerede lidt køligere opgang. Der var et lækkert gennemtræk og jeg så at min underbo var ved at flytte ud; en lidt skummel fyr, der var lidt for gammel til at "rocke" springvandselastikken.
Han hilste på mig som om vi var gamle barndomsvenner, men den eneste kontakt vi nogensinde havde haft var nede i cykelskuret for nogle uger siden da han forsøgte at låse sin cykel op med den ene hånd, imens han holdte om en Føtexkøbt pizzadej i den anden.
"Det er svært at cykle med dej." havde han sagt.
Jeg havde nikket akavet og prøvet at redde den med at give udtryk for forståelse.
Han havde selv prøvet at redde den ved at gentage; "...med dej." men chancen for nogensinde at opfatte ham som et ganske normalt menneske med springvandshår, var for længst forduftet.
Nu stod dejmanden så på gangen og vinkede til mig og gjorde en stilling der lagde an til samtale. Varmen havde heldigvis/desværre frarøvet mit overskud til at opleve flere dystre sætninger fra hans læber, så mit gående tempo blev til småløb og en lille beskuelse af mit ur, selvom det var gået i stå, for at indikere at jeg havde travlt og på ingen måde havde tid til at stoppe op og snakke mere om dej.

Selvom solen bagte hårdt udenfor, var der stadig en befriende kølig brise. Føtex var det nærmeste sted af købe fryseposer. Min mission ville hurtigt være overstået, så jeg gav mig god tid, satte tempoet ned igen og håbede på at manden der havde svært ved at cykle med dej, ikke ville få øje på mig når han kørte afsted med hans første flyttelæs.
Uanset tempoet lå Føtex kun halvfjerds meter væk, så jeg var ved indgangen før jeg fik set mig om. Butikken var kølig og blev kun køligere nede ved deres kølebokse, så selvom jeg ikke var i mangel på andet end fryseposer, slendrede jeg ned og kiggede på deres kolde sortiment af kød, mælk, ost og... færdiglavet pizzadej.
Jeg fik et underligt tik omkring den venstre næsefløj, da jeg observede dejen, og mistede helt lysten til at kigge. Nu ville jeg egentlig bare gerne finde de der fryseposer.

Det var ikke til at forstå at en butik var nødt til at have et udvalg af næsten tredive forskellige slags fryseposer. Det tog mig i hvad der føltes som en uge at finde frem til dem der var flest af, til den billigste pris. Hvorfor give for mange penge for noget der alligevel bare skal opbevare noget andet som man også har givet penge for?
Der var lange køer ved de alle kasseapparaterne som der stadig var placeret mennesker ved, så jeg valgte en af robotkasserne. Af og til kan kassedamer godt virke mekaniske når de siger "Hav en fortsat god dag.", men ved disse, snart-ikke-nye-mere selvbetjeningskasser, er man ikke i tvivl om at den mekaniske hilsen ér mekanisk. Alligevel kan jeg ikke dy mig for at svare dem. Det er måske lidt akavet, men det er ikke dejmands-springvandshår-akavet.
Jeg betalte for mine fryseposer og så at kunden før mig havde efterladt sin bon. Den lille nysgerrige rebel i mig, valgte at kigge lidt på bonen. Det viste sig at der kun var blevet købt en ting; fryseposer. Endda af samme slags som mine. Først syntes jeg at det var en sjovt tilfælde og bagefter blev jeg Sherlock Holmes' oldebarn og undrede mig over hvilket underligt menneske kun tog i Føtex for at købe plastikposer. En øksemorder måske? En mand der blodigt havde hugget et lig tilpas nok i stykker til lige at kunne presse delene ned i 4. liters fryseposer?
Min dystre tanke måtte have påvirket vejret, for da jeg kom ud fra Føtex, havde det vist sig at den uskyldige og dejlige kølige brise, havde bragt en ret kraftig regnbyge med sig.
Jeg iførte mig jakken som jeg stadig havde under armen, og genoptog den hastige lunten som jeg havde brugt for at skynde mig væk fra i-ved-nok-hvem.

Henne ved opgangen til lejligheden, var der ikke længere en akavet tilstedeværelse af dejmanden. Nu var han endelig flyttet og jeg skulle ikke bekymre mig om akavede sammenstød i opgangen eller cykelskuret nogensinde igen. Jeg var fri.
Da jeg stod og famlede med nøglerne til min lejlighed, virkede dørmåtten underligt krøllet. Jeg bukkede mig ned for at rette på den og fandt noget under den, som var det sidste jeg nogensinde havde haft lyst til at finde; en færdigdej fra Føtex.





fredag den 22. april 2016

Der var engang en Batman

Der var engang en Batman.
      Der var i hvert fald en millionær, som havde mistet sine forældre og bar et stort had til kriminalitet. Han havde eksperimenteret lidt med forbryderbekæmpelse, men indset at han ikke var udødelig og ikke rigtigt kunne gøre en forskel.
      Samtidig var han stadig fascineret af superhelte på film og i tegneserier. Der var bare et lille problem; dette var hverken en film eller en tegneserie. Dette var virkeligheden. Og virkeligheden havde ikke samme sikkerhedsnet. I fiktion var der nogen der sørgede for at helten altid skulle klare det. Men der var ingen som sørgede sig for denne ”Batman”.
      Jo længere tiden gik, jo mere virkelighedsorienteret blev han og jo mindre inspireret var han, til at forsøge sig som superhelt.
      Han boede i et stort hus og havde sågar en butler. For nogle år siden havde han også lavet hans egen superheltedragt. Den var præcis som en batmandragt skulle være – men han havde endnu ikke forladt huset iklædt dette selvretfærdige rollespilskostume.
      En aften, hvor hans begejstring stadig samlede støv, sad han og så fjernsyn. Han slog over på den kroniske nyhedskanal. De havde det med at køre den samme historie flere uger i træk, da der aldrig rigtigt skete noget. Denne aften var dog lidt anderledes. De sendte et klip, der var gået viralt, om et fly der kredsede underligt elegant rundt. Da der blev zoomet ind, viste det sig at være et menneske.