fredag den 22. september 2023

R.I.P Bøger

 



Det kan godt være at bøgerne er ved at dø. Jeg synes at det er superærgerligt at der er så få der læser. Men selvom jeg er forfatter, og ikke ser mig selv som noget andet, så prøver jeg at forstå det.

 

Hvis jeg ser noget fra et dansk talkshow fra 90erne virker det som om de havde RIGTIG god tid. Der var rent faktisk tænkepauser og andre naturlige huller i samtalerne. Jeg var selv ret meget et barn i 90erne, og jeg husker at sidde på landet og tegne, læse tegneserier og måske se fjernsyn den times tid der var noget for mig på de to kanaler vi kunne tage.

 

Under sådanne omstændigheder var det også let for mig at samle en bog op og bare læse. Alternativet var nogle gange at gå en tur op og ned ad vejen eller cykle ud og glo på en ko.

 

Hvis jeg ser et dansk talkshow eller lignende i dag, er der ingen pauser. De er i hvert fald fyldt ud med underlægningsmusik eller afbrudt af nogen der hele tiden får at vide i sin øresnegl at der ikke må være stille.

 

Selvom jeg nyder at skrive på min næste bog, og det at læse bøger stadig er vigtigt for mig, tror jeg ikke at bøger kan overskygge det her nye tempo der kører i medierne, folks tv og andre elektroniske underholdningsapparater. I hvert fald ikke hos dem der ikke er vandt til at læse.

 

Hvad gør vi så? Bliver vi ved med at opfordre folk til at slukke deres skærme og sætte sig ned med en bog? De ved jo ikke hvad de går glip af, når først de er blevet opslugt af en god bog.

 

Bøger er vitaminer og fjernsyn/skærme er slik. Jeg ved da godt hvilken skål jeg er mest fristed af. Men bøger viser sig nogle gange at være BEDRE end slik. Og ved du hvad? You can actually have your cake and eat it too, eller hvad man nu siger.

 

Undskyld hvis jeg lyder som Gyldengrød, men mit spørgsmål er: Kan bøger ikke længere følge med tiden, eller er tiden begyndt at gå alt for hurtig?

fredag den 26. maj 2023

Jeg kan forstå på Go'Morgen Aften at Facebookianerne er skuffede over udvalget af mænd i Bachelorette.

Vil bare sige at jeg endnu engang selv er skuffet over Facebookianerne og deres sygelige krav til de standarder man åbenbart skal have som deltager i fjernsynet.

Nogen var også helt i chok over at Johnny Depp havde gule tænder på en rød løber i sidste uge. Der fik mig til at afmelde flere nyhedsmedier og podcasts fordi der blev debatteret om det. Det er fucking bare tænder.

Og mændene i Bachelorette er fucking bare mænd.

Gå en tur ned igennem byen og kig på ægte mennesker og prøv så igen at mærke efter om du burde blive så oprevet over folk der ikke er "perfekte" eksemplarer homo sapiens.

søndag den 21. maj 2023

Overtager Robotterne Bogbranchen?


Jeg lever med generaliseret angst, overbekymringer, myldertanker og et humør der svinger så ustyrligt at der er diagnose på det. Det er sikkert en af grundende til at jeg kun kan se mig selv som forfatter. Jeg har prøvet så meget andet, men at skrive er det eneste der kan tæmme min rastløshed og i gode perioder stabilisere mit humør.

I år har der været absurd meget debat om kunstig intelligens fordi den har bevist at den kan lave illustrationer der ligner en rigtig kunstners og nu også har skrevet bøger der rent faktisk kan være en vaskeægte page turner.

Er min drøm om at blive en international, anerkendt og vigtig forfatter nu lige til at smide ud ad vinduet? Hvis jeg bruger et år på at skrive en roman, men en robot lige printer en unik bog ud på 20 minutter, hvad skal vi så overhovedet med forfattere?

Jeg har nogle gange snakket om det der med at der var noget spændende og magisk over ikke at vide noget som helst om forfatteren eller hvordan han/ hun så ud. I hvert fald som barn, da SoMe ikke var en ting og de informationer man havde om bogens skaber max var et sort/hvid billede med et par sætninger på bagsiden. Så i princippet kunne den AI der havde skrevet bogen bare hedde Niels Børgesen og bo et sted i Jylland med sin fiktive kone/mand og kat. Mere behøvede man ikke at vide før man satte øjnenes tænder i den imponerende murstensroman.

Niels Børgesen ville endda slippe for bogmesser, foredrag og overhovedet at skulle dukke op når han vandt De Gyldne Laurbær.

Jeg spørger lige mig selv: Føler jeg mig truet af Niels Børgesen? Er jeg bange for at Niels Børgesen vil snuppe alle mine forfatterdrømme lige foran næsen af mig?

Måske. Jeg kan være bange for hvordan markedet ser ud om for eksempel tyve år. Altså hvis robotterne virkelig bliver dygtige. Men Niels har jo ikke oplevet en skid. Uanset hvor mange følelser han putter i sine bøger, er det jo bare imiterede følelser. Han skriver ikke for at dæmpe sin angst og bearbejde sine tanker om tilværelsen. I hvert fald ikke MINE tanker om tilværelsen.

Jeg er af den opfattelse at man som læser gerne vil have fornemmelsen af at forfatteren har været noget igennem. At han/hun ikke bare finder på nogle smukke sætninger eller imitere sig igennem frygt, forelskelse, tvivl og glæde.

Niels Børgesen kan sikkert imponere. Men er han blevet mobbet i skolen? Har han prøvet at være så forelsket at himlen skiftede farve? Har han mistet et af de mennesker han elskede allerhøjest til en spritbilist?

Maskiner kan måske tage vores styrker, men de kan ikke tage vores sårbarhed.

torsdag den 30. marts 2023

Bipolar anmeldelse


I januar 2016 kommer jeg hjem efter at have været ved psykiateren. De havde fortalt mig noget, som jeg lige skulle sluge. På det tidspunkt boede jeg med en roomate, og jeg havde besøg af en person der stadig lå og sov i min seng, da jeg satte mig ned. Hun vågnede.

Hvad sagde de?”

Jeg kiggede lidt tomt ud i luften. ”De sagde at jeg havde en cyklotymi. At jeg er bipolar.”

Hvis jeg skal anmelde den diagnose, vil jeg gerne starte med at sige, at det er bedre at vide at man har den, fremfor at mistænke det. Generelt, hvis du mistænker det, så tal med din læge og se om i ikke kan få bestilt tid til en udredning.

Jeg har arbejdet med min i lidt over syv år nu. Før jeg arbejdede med den, arbejdede den imod mig. Den gav mig gaven, som jeg nu kalder ”mani”. For mig er det en gave, fordi den giver mig overblik. Det er ligesom at have drukket en masse kaffe og bare kunne klare det hele. Dine opgaver i skolen er med krølle på halen og dit overskud til at være på er udødeligt. Du skiller dig ret meget ud, men det er vildt positivt og folk elsker dig og du bliver præsident en dag.

Men 10 minutter, 10 timer eller (hvis du er heldig) 10 dage efter kommer det jeg nu kalder ”forbandelsen”. Al den energi og det gode humør og det perfekte overblik er luften i en ballon der nu har pruttet færdigt og lander med et gummislattent klask i skolegården.

Folk har det store frikvarter og råbene omkring dig bliver for meget. De råber jo ad dig. De griner. ”Hahahaha, hvor ser han åndssvag ud!” og ”Troede han virkelig at han var noget? Han er jo ved at tabe håret!” Nogle slukker deres cigaretter, men selvom det ikke er på dig, har de blikke der ærgrer sig over at de ikke havde fået den tanke. Klokken ringer ind, men det er så højt at du bliver bange. For klokken hopper ned fra væggen og jagter dig med en sav! ”Skrub hjem med dig!” råber den. ”Det er kun dejlige mennesker der må være her!”

Det er et problem, for du var jo dejlig lige for lidt siden. Du skynder dig hjem. Du tør ikke tænder fjernsynet, for tænk nu hvis manden inde i nyhederne håner dig. Hvorfor har du en metallisk smag i munden? Skal du nu til at tabe alle dine tænder? Du gider ikke lave mad, hvorfor fanden skal du lave mad til et vissent korpus som ingen alligevel er interesseret i at røre ved eller kigge på?

Gå bare i seng med alt dit tøj på og sov indtil på fredag.

Det er fredag. Du vågner. En fugl er fløjet ind ad vinduet og synger til dig. Det er din bedste ven. Du giver den birkes. Du har halvanden time før du skal i skole og de har alle sammen savnet dig siden du forsvandt i tirsdags. Nu vender du hjem. Men først skal du have en KÆMPE brunch med scrambled eggs, bacon, rugbrød og stegt fugl.
I dag stiller du op som præsident og hele verden vil gerne komme med til dit Stand Up Show på lørdag.

Hvorfor er livet så fantastisk? Hvorfor er alle mennesker så dejlige? Det klæder dem med øjenvipper. Dem der ikke har øjenvipper, er faktisk også smukke. Alle er smukke, for det er sjælen der er smuk.

Jeg giver det at være bipolar 44/88 stjerner.

onsdag den 22. marts 2023

Hvornår lukker de kommentarfeltet på Facebook?



J
eg bliver udkørt og ked af det når jeg er på Facebook. Jeg ved ikke om andre har lagt mærke til det, men der er åbenbart kommentarfelter til rådighed under de artikler som medierne deler derinde. De fleste aktiviteter i sådan et felt består i at folk med navne skriver andres navne. Så får dem med andre navne mulighed for at læse artiklen uden selv at scrolle sig frem til den.

Hvordan kan det være at de ikke bare sender artiklen? Jo, det er fordi det kræver at man trykker på tre prikker eller en pil først. Og så er det i øvrigt langt mere personligt. Det kunne jo sende signalet om at de rent faktisk var oprigtigt interesseret i at dele artiklen med deres bekendte.

Og så er der de facebookianere der kun ser billedet og overskriften. Det vil de gerne have en holdning om. Altså, de vil ikke læse artiklen, men de vil gerne modtage overskriften som en personlig besked rettet til dem. Uanset om det handler om noget nyt Mette Frederiksen eller Fie Laursen har sagt, så er facebookianerne klar til at fortælle at de er forargede eller ligeglade.

Der er også dem der har brug for at andre skal kende til deres boomerholdning om hvordan man skal se ud og angriber selve billedet i en artikel ved at sige at det er mærkeligt at Simon Kvamm har neglelak på eller at det ikke klæder mænd med make-up.

En ægte facebookianer ville sikkert blive forarget over denne tekst. De ville få lyst til at skrive ting som: "Du kan da bare lade være med at læse dem!!!" eller "Hvorfor havde du eyeliner på i søndags?!?"

Jeg vil gerne med det samme svare på det: Jeg lader også være med at læse dem. Grunden er meget af det jeg lige har skrevet. ... og så havde jeg eyeliner på i søndags fordi jeg syntes at det så sejt ud sammen med mine seler.

Jeg håber at facebookianerne en dag vågner og indser at uanset hvad politikerne siger, hvordan X-Faktordeltagerne ser ud eller hvad realitydeltagere har lavet af skandaler, så er det altså ikke en personlig opfordring til at drysse 1950'erne holdninger i fjæset på resten af Danmark.

søndag den 5. februar 2023

Min Månedsløn Som Forfatter

Når jeg møder nye mennesker, er jeg tit tvunget til at fortælle hvad jeg laver, frem for hvem jeg er. Altså det er min beskæftigelsestitel der er i højsædet under smalltalk. Er det bare mig der altid har oplevet det?

Som en der har lavet rigtig mange ting og brugt halvdelen af livet på at finde min plads, har det altid været et kompliceret spørgsmål.

I dag kan jeg godt finde på at sige: ”Jeg er forfatter,” men jeg har egentlig ikke altid lyst til at uddybe. Jeg oplever stadig at der findes en bestemt opfattelse af forfattere, der har lidt for meget glasur.

For i virkeligheden er de fleste ikke så meget interesseret i det jeg skriver, men mere om hvad jeg tjener. Og om jeg overhovedet tjener på det.

Der er generelt et opfølgende spørgsmål som fx: ”Kan du leve af det?”

Jeg kan egentlig ikke forestille mig at samme spørgsmål kommer til en revisor eller en skraldemand.

Er det helt vildt pessimistisk at blive lidt træt hver gang man skal til at forklare sin økonomi, fordi ”forfatter” ikke er nok til at dække det trickspørgsmål der aldrig har været ”hvad laver du?”, men i virkeligheden ”hvad lever du af?”?

Hallo, nye og fremmede menneske der forsøger at være høflig, men stadig har en sardinmentalitet når det gælder samtaleemner med andre fremmede: Medmindre du er min nye udlejer undercover, eller at vi pludselig aftaler at splejse om et 75 tommers fladskærmsfjernsyn, så er et ”Men kan du leve af det?” spørgsmål aldrig noget en forfatter (i hvert ikke fald mig) sidder og brænder efter at du spørger om.

Er det fordi man egentlig ikke helt ved hvad man ellers skal spørge om, kommer jeg her med en liste af icebreakers:

Hvad er din livret?

Hvis du var en frugt, hvilken frugt var du så?

Har du set en god film for nylig?

Hvad skulle introsangen til dit liv være?

Hvad er din månedlige indkomst? (Hvis du alligevel er interesseret, så lad da være med at pakke det ind)

Har du nogle kæledyr?

Blev du mobbet i folkeskolen?

Synes du ikke også at verdensregeringen bare burde være ærlige og fortælle os om de rumvæsner?

Er du Skytte?

Kontakt mig endelig hvis du vil have flere icebreakers der ikke involverer lønsedler, kontooversigter eller anden økonomisk snagelyst.

torsdag den 2. februar 2023

Discount på smil!


I går stod jeg i en discount butik og købte chips, chokoladekiks og sodavand inden et skrivemøde. Bag mig var der en smilende mand med gråsprængt skæg der skulle have en pakke leverpostej og en flaskeøl med et næsehorn på etiketten.

Vi sagde ikke noget til hinanden, men alligevel var det som om vi stod og havde en samtale. Han blev ved med at smile til mig. Jeg blev ved med at smile til ham. Kassepersonen smilede ikke til nogle af os.

På en måde havde vi en forbindelse, der var bare ikke nogen der startede samtalen. Skulle jeg sige: "Kan du godt blive mæt af den leverpostej?" eller "Kan du godt blive fuld af den øl?"

Jeg havde en halvtredser klar, men da kassepersonen bippede mine varer blev det 51,5 kr.
"Kan jeg give dig den her og så tage resten på kortet?" spurgte jeg.

Endelig gav det manden bag mig anledning til at starte en verbal interaktion. Han sagde i hvert fald noget, men jeg huske ikke hvad det var. Jeg har det med at glemme det meste smalltalk. Men begejstringens glæde i hans øjne var ikke til at tage fejl af.

Jeg svarede ham. Jeg husker heller ikke hvad jeg svarede. Det handlede bare slet ikke om hvad vi sagde. Det handlede om hvordan vi smilte til hinanden. To mennesker med smil i en discountbutik.
Jeg smilte resten af dagen.