tirsdag den 2. juli 2013

Byt børn for iPhones

Jeg er måske det eneste menneske på hele kloden der stadig er i besiddelse af en telefon med ægte fysiske knapper.
Har bare aldrig følt at jeg manglede en overfølsom skærm der kun virkede hvis man gnubbede den de rigtige steder. Selv computere er gået over til "touch-screen".
Det er egentlig fint nok, har bare ikke selv helt lært det endnu, men folk får stadig en middelalderchok når de ser et "ungt" menneske med en gammel sony erricson og et tastatur der ikke forsvinder når skærmen er slukket.

Noget af det værste ved at være "ude i kulden" og ikke eje en iPhone, er at folk til tider slet ikke er til at komme i kontakt med, mere end et par minutter af gangen. Jeg kan sidde og vise en god ven et virkelig hysterisk morsomt klip på Youtube, og de er tit meget korte, og i mens det står på kigger han slet ikke, han sidder med hans iPhone og stener 9gag, tjekker Facebook eller leger med en ny App han har installeret. Hvem af os er den asociale?

Det allerværste ved ikke at eje fremtidens tilstedeværelsesterminator, er at vi kan sidde og have en vigtig samtale, og i mens man fortæller en pointe eller noget alphavigtigt, er personen igen i gang med at lave noget helt andet på hans lille vindue ind til Narnia. Altså hvad fanden sker der, er jeg social i mens 500 andre millioner er blevet asociale? Eller det omvendt? Er det mig der er asocial fordi jeg ikke gider at ride den futuristiske bølge af masseelektronisk ødelæggelse?

I går læste jeg en artikel om at børn oplever omsorgssvigt at deres mødre, fordi de allerede lige efter fødslen allerede er i gang med at skifte deres profilbillede ud med deres lille nyfødte fostorvandsdryppende vidunderbarn. No affence, børn er smukke. Men vær der dog for dem, i stedet for at vise alle andre hvad i lige har poppet ud af reservelæberne.