Kvinde død i Big Brother

Der er rigtig mange mennesker i fjernsynet der irriterer mig.
Ved godt at jeg har snakket om reality tv et par gange før, men IQ'en i et rum falder virkelig drastisk hver gang jeg hører en random forkælet pige fra et reality program, snakke om hendes meninger og holdninger. Flere og flere dumme mennesker får lov at komme i tv så vi kan grine af dem... men jeg griner ikke længere. Jeg græder.

Det er ikke fordi det skal lyde ironisk, men føler mig langt mere beriget og informeret når jeg ser Morten & Peter dokumentarer, end når jeg ved et uheld slår over på Kongerne af (random provins by med bræk i gaderne).
Elsker de udviklingshæmmede. Flere programmer med dem. Bliver virkelig glad af deres simple livssyn og ekstreme optimisme på tilværelsen.

Hvorimod en "normal" person i et reality program for det meste bare slynger lort og pis ud af alle huller. Hvad er problemet med mennesker? Hvorfor skal de melde sig til programmer - så hele Danmark kan glo på dem imens de snakker om deres egen kedelige tilværelse og skændes med de andre ligeså uoplyste flokdyr?

Melder mig sgu til Big Brother. Igen.

Gravide Børn

"Når en pingvin finder en mage, bliver de sammen resten af livet. Vil du være min pingvin?"
Det er rigtig cheesy scorereplik fra internettet som ingen mennesker kunne finde på at bruge, uden et ironisk glimt i øjet.
Vi er bare ikke pingviner, vi er mere den slags dyr der bare skal have en mage, sikre artens overlevelse, og så måske videre.
Statistikker viser også at mennesker har mere potentiale til utroskab - under graviditet.

Kærlighed er virkelig et stort mysterie... det giver kun mening på film, når de levet lykkeligt til deres dages ende.
Det er så uhyre sjældent at mennesker bliver sammen hele livet. Og mennesker der bliver sammen hele livet,
hader for det meste hinanden, men er for dovne til at rejse fra sofaen og komme videre.

Men kan alligevel ikke benægte, at det er den mest fantastiske følelse i verdenen at være nyforelsket.
Hvis jeg "bare" har puttet med en sød person, kan jeg leve højt på det i flere dage.
Det udløser en mental tryghed, som ikke bliver frigivet på samme måde ved en bamse eller en kæreste lavet af reservesengetøjet.
Måske tror vi på kærlighed, fordi det er trygt. Ligesom Religion... og regnbueis.

Unormal Missionærstilling

Jeg vil ikke sige at jeg er normal - og alligevel er jeg pisse normal, der er mange normale mennesker der ikke vil indrømme at de er normale.
Men hvor går grænsen? Hvornår kan man tillade sig at skille sig ud fra mængden, uden alle de andre følger trop?
Og hvem har lyst til at være den kedelige og normale der er godt tilfreds med den middelmådige Villa, volvo, vovse drøm?

Det kan være svært at svømme i mod strømmen, hvis hele strømmen bare svømmer med.
Hvis vi tilsammen var en kæmpe flok sardiner - ville det være virkelig svært at finde en sardin der slet ikke var ligesom de andre.
Du kan ikke bare tage dit tøj omvendt på og sige "Så, nu er jeg sgu tosset og unormal."

Vi er alle unormale på hver vores måde, og det er normalt.
Men vi har også forskellige roller på arbejdspladsen, i hjemmet og i byen.
Nogle er de sjove, nogle er de stille og nogle tror de er Ryan Gosling.
Uanset hvad du vælger at bruge dit liv på, er du nok ikke den eneste der har valgt det.

... og heldigvis for det. For det må da godt nok være ensomt, at være oprigtigt unormal.