søndag den 25. oktober 2015

Når det hele sejler ...



Venskab er på engelsk ”Friendship”. Friend-ship. Jeg antager lige at venskabet er et skib, som skal sejles af to mennesker. Igennem livet skal man så sejle mange skibe, da der er mange mennesker der kommer i kontakt med en. Venskabet er rejsen med skibet. Fra starten i en havn, til destinationen. Nogle skibe, ser så usikre ud at man ikke engang ville overveje at gå ombord. Gør man det alligevel, kan man nogle gange blive overrasket over hvor godt det sejler. Hvorimod andre skibe, der kan se så solide og indbydende ud – kan sejle ad helvedes til og forliser ved det mindste skybrud. Uanset hvordan venskabs-skibet ser ud i starten, bliver man altid overrasket. Enten positivt eller negativt.

Så er der de der skibe som man aldrig slipper af med. De der skibe som engang sejlede rigtig godt og uanset hvor dårligt det klarer sig i uvejr, bliver man ved med at give det en chance. Det KUNNE jo eventuelt repareres, så det sejler lige så godt, som det gjorde engang. Det er desværre ønsketænkning; Pirater har kapret det hundrede gange. Andre skibe har skudt det synder og sammen deres store kanoner. Kraken har taget en bid af det og de adskillige lynnedslag og oversvømmelser har gjort krav på det, så det nu ligger på bunden af havet. Det er en glemt, gammel, mosgroet skrøne med fisk og skeletter. Alligevel sidder man på overfladen i en redningsbåd og overvejer at dykke ned efter det. Det er umuligt, hvorfor overveje noget så tåbeligt? Det er jo direkte umuligt. Hvad var der på det skib der kunne være så vigtigt? Hvorfor ikke bare sejle hjem og prøve et nyt skib af? Måske kommer du ud på en rejse der bliver helt uforglemmelig. En rejse med et skib der slet ikke er i stand til at synke fordi det er så fantastisk og problemfrit. Hvad skal du med de gamle skibslig?

Jeg skal bare lige ned og se om radioen stadig spiller Robbie Williams. Om der er to guitarer der virker og om der lige er til to glas whisky on the rocks.